Tidligere Liverpool-spiller Michael Robinson er død

Den tidligere Liverpool-angriber Michael Robinson er død. Det skriver hans familie på hans Twitter-profil.

Robinson blev 61 år.

– Det er med stor sorg, at vi informerer jer om Michaels død. Det efterlader os med en stor tomhed men også med utallige minder og fulde af den kærlighed, som I har vist ham.

– Vi er jer evigt taknemmelige for at have gjort denne mand så lykkelig. Han gik aldrig alene, skriver familien med henvisning til Liverpools klubsang “You’ll never walk alone”.

Premier League-klubben skriver på Twitter, at den er meget ked af at høre om dødsfaldet.

– Alle i Liverpool FC’s tanker er med Michaels familie og venner i denne triste tid. Hvil i fred, Michael, står der.

Angriberen spillede i Liverpool fra 1983 til 1984 og var med i klubbens nok mest succesfulde sæson.

Robinson og Liverpool vandt både det engelske mesterskab, den engelske pokalturnering og forgængeren for Champions League, mesterholdenes Europa Cup, inden for samme sæson.

Robinson scorede ni mål i 40 kampe for klubben.

Han blev født i Leicester, men var irsk statsborger og spillede 26 kampe for det irske landshold.

På klubplan repræsenterede han også Preston, Manchester City, Brighton og Queens Park Rangers, inden han sluttede karrieren i spanske Osasuna.

Han blev efterfølgende boende i det spanske, hvor han arbejdede som fodboldkommentator.

/ritzau/