Norsk idrætsforbund vil starte Eliteserien som pilotprojekt

Den bedste norske fodboldliga, Eliteserien, skal være den første turnering, der begynder igen i Norge efter coronakrisen.

Således vil Norges Idrætsforbund (NIF) bruge fodbolden som forsøgsprojekt, før man genstarter inden for andre sportsgrene.

Det skriver NIF på sin hjemmeside.

– Vi starter med det, vi kan genåbne inden for strenge restriktioner. Gennem en nøje udarbejdet plan for genåbningen af fodbolden vil norsk idræt lære, evaluere og eventuelt justere undervejs, siger generalsekretær i NIF Karen Kvalevåg.

– Den viden, vi får fra dette pilotprojekt, vil have stor betydning for en gradvis genåbning af andre sportsgrene, siger hun.

NIF har sammen med Det Norske Fodboldforbund (NFF) skitseret over for sundhedsmyndighederne i landet, hvordan genåbningen af topfodbolden kan gennemføres.

Målet er at komme i gang med almindelig træning i starten af maj og begynde at spille kampe i ligaen igen 15. juni.

Først oplyste NIF, at det var planen at begynde træningen allerede 4. maj.

Men siden har forbundet justeret det til træning fra 10. maj for at give myndighederne lidt mere tid til at behandle forslaget.

NIF’s argument for, at det netop skal være fodbolden, der skal bruges som forsøg, er at topklubberne har ressourcerne til at overholde de nødvendige sundhedsmæssige foranstaltninger.

Sundhedsmyndighederne har endnu ikke taget stilling til planen, skriver NIF på hjemmesiden.

Den nye sæson i Eliteserien skulle oprindeligt være skudt i gang i starten af april.

/ritzau/