Fortsætter coronapandemien i 2021 bliver OL aflyst

Det udsatte OL i Tokyo til næste år bliver aflyst, hvis coronapandemien ikke er overstået til den tid.

Det siger præsidenten for arrangørkomitéen bag Tokyo 2020, Yoshiro Mori, i et interview med japanske Nikkan Sports ifølge nyhedsbureauet AFP.

– I det tilfælde er det aflyst, lyder det.

Mori har tidligere sagt, at det ikke er muligt at udskyde legene yderligere, og det understreger han igen tirsdag.

– Men er virusset under kontrol til den tid, afholder vi OL i fred og ro næste sommer. Menneskeheden regner med det, siger han.

Det var under stort pres fra atleter og forbund verden over, at den japanske arrangør og Den Internationale Olympiske Komité (IOC) i marts besluttede at udskyde OL med et år på grund af coronapandemien.

Legene skulle oprindeligt afvikles 24. juli til 9. august i år, men er nu skubbet til 23. juli til 8. august 2021.

Flere japanske eksperter har dog advaret imod, at det er for tidligt, fordi de mener, at der til den tid stadig ikke vil være fuld kontrol over coronavirusset i hele verden.

Tirsdag siger formanden for Japans medicinske sammenslutning, Yoshitake Yokokura, at det vil være vanskeligt at afholde OL næste år, hvis der endnu ikke er fundet en vaccine.

– Jeg vil ikke sige, at det ikke skal afholdes, men det vil være overordentligt svært, siger han ifølge AFP.

I forvejen er det en dyr fornøjelse for den japanske arrangør og IOC at udskyde OL med et enkelt år.

IOC-præsident Thomas Bach sagde tidligere på måneden, at IOC vil stå tilbage med en ekstraregning på flere hundrede millioner dollar, mens de ekstra udgifter for den japanske arrangør er endnu større.

Over tre millioner mennesker er konstateret smittet med virusset på verdensplan. Mere end 211.000 har mistet livet.

/ritzau/