Cheflæge: OL i Japan i 2021 bliver svært uden coronavaccine

Sommer-OL i Japan i 2021 bliver svært at afholde uden en vaccine mod coronavirus.

Det siger formanden for Japans medicinske sammenslutning, Yoshitake Yokokura.

– Jeg siger ikke, at Japan bør eller ikke bør afholde sommer-OL, men at det bliver svært at gøre, siger Yoshitake Yokokura på et pressemøde tirsdag lokal tid.

Formanden opfordrer de japanske myndigheder til at hæve antallet af test for coronavirus, da det nuværende antal ikke er højt nok til at kunne vurdere infektionsraten.

Yoshitake Yokokura kritiserer også manglen på kitler til patienter og læger på japanske sygehuse.

Sommer-OL i Japan blev udskudt i sidste måned. Udskydelsen er et hårdt slag for landet, der har brugt over 13 milliarder dollar, svarende til knap 90 milliarder kroner, på forberedelse.

Laboratorier verden over arbejder i øjeblikket på en vaccine mod coronavirusset, der indtil videre har kostet over 211.000 personer livet.

I Japan er over 14.000 blevet registreret som smittede med virusset, mens 385 er døde. Knap 2000 af de smittede er meldt raske igen.

/ritzau/Reuters