Sara Slott fortsætter jagt på OL-succes trods udskydelse

Danmarks måske største atletikprofil Sara Slott Petersen vil fortsat jagte medaljer ved det kommende OL, selv om det er udskudt til 2021.

Det siger hun i et interview med Team Danmark.

Kort efter udskydelsen i marts meddelte Petersen, at hun overvejede et karrierestop, fordi OL – som hun har udset som sin sidste store turnering – var blevet udskudt med et år, men hun fortsætter altså.

– Jeg synes, det har set spændende ud de sidste par år, så derfor må jeg jo lige tage en omgang mere i manegen, siger hun til Team Danmark.

I marts var det tvivl blandt andet tvivl om, hvorvidt motivationen var der, samt om økonomien var til en optimal OL-forberedelse, der fik hende til at overveje, hvorvidt hun skulle fortsætte på topplan.

– Jeg tror lige, jeg havde to dage efter udmeldingen (om OL-udskydelsen, red.), hvor jeg lige havde behov for at trække stikket, men derefter er jeg kommet tilbage til træningen og har lavet alt.

– I den proces har jeg jo truffet en beslutning om, at jeg gerne vil det her. Jeg vil gerne have, at det skal slutte med et OL, siger Sara Slott Petersen.

I sidste uge kom det frem, at Salling Fondene, Kirkbi og regeringen gik sammen om at støtte Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Team Danmark med i alt 40 millioner kroner.

Beløbet dækker de ekstraudgifter, der er i forbindelse med, at de olympiske lege og de paralympiske lege er blevet rykket.

Sara Slott Petersen er allerede kvalificeret til legene i Tokyo i 400 meter hækkeløb.

Hun vandt OL-sølv i samme disciplin for fire år siden i Rio de Janeiro.

/ritzau/