OVERBLIK: Coronavirus aflyser og udsætter sportsbegivenheder

Frygten for spredning af coronavirus fører stadig til aflysninger og udsættelser af sportsbegivenheder på stribe.

Herunder er udvalgte konsekvenser som følge af coronavirus:

OL:
* OL – de olympiske lege – rykkes fra sommeren 2020 til perioden 23. juli til 8. august 2021.

* PL – de paralympiske lege – rykkes fra 2020 til perioden 25. august til 5. september 2021.

* Mange OL-kvalifikationsstævner er indtil videre udsat på ubestemt tid.

Fodbold:
* EM-slutrunden for mænd er skubbet fra sommeren 2020 til sommeren 2021. EM skal efter alt at dømme afvikles fra 11. juni til 11. juli i 2021, men Uefa har endnu ikke bekræftet datoerne endeligt.

* Mændenes U21-EM skulle afvikles i sommeren 2021. Der vil blive taget en beslutning angående turneringen på et Uefa-møde 27. maj.

* Kvindernes EM er rykket fra juli 2021 til juli 2022.

* Champions League og Europa League er på pause. Finalerne i de to turneringer er udskudt fra maj til endnu ukendte datoer. Uefa håber, at turneringerne bliver spillet færdig med finaler i slutningen af august.

* Samtlige klub- og landskampe på kvindesiden i Europa er på pause.

* Superligaen, 1. og 2. division i Danmark er suspenderet på ubestemt tid. Divisionsforeningen håber at kunne sætte gang i Superligaen uden tilskuere på stadion enten 24. eller 31. maj.

* Herrelandsholdets kampe i marts mod Færøerne og England og i juni mod Norge og Sverige i juni er aflyst.

* Kvindelandsholdets fem EM-kvalifikationskampe i 2020 er udskudt og skal spilles i september, oktober og december.

* Premier League i England er suspenderet på ubestemt tid, efter at turneringen forinden var suspenderet til 30. april.

* Bundesligaen i Tyskland er suspenderet. Man håber at begynde igen 9. maj, hvis der bliver givet grønt lys fra den tyske regering.

* Primera Division i Spanien er suspenderet på ubestemt tid. Ligaforeningen håber, at der enten kan spilles igen fra 28.-29. maj, fra 6.-7. juni eller fra 28.-29. juni. Pokalfinalen mellem Real Sociedad og Athletic Bilbao er udsat på ubestemt tid.

* I Italien er alle kampe suspenderet på ubestemt tid. Det Italienske Fodboldforbund, FIGC, har annonceret, at det vil gå efter at afslutte Serie A i begyndelsen af august.

* De to bedste franske fodboldrækker er afbrudt på ubestemt tid. Pokalfinalen mellem PSG og Lyon er udsat.

* I Belgien meddelte man, at den bedste liga blev afblæst, og førerholdet, Club Brugge, blev kåret som mester på skrivebordet. Beslutningen er dog ikke formelt truffet endnu.

* I Holland har man afblæst ligaen uden at kåre en mester. Der er ingen op- og nedrykkere i næste sæson.

* Den hviderussiske liga er som den eneste europæiske i gang på trods af corona.

* Mange ligaer, kontinentale klubturneringer og kvalifikationskampe til VM er suspenderet verden over. Blandt andet er Copa America skubbet fra 2020 til 2021.

* Sydamerikas to største klubturneringer, Copa Libertadores og Copa Sudamericana, der er verdensdelens pendant til Champions League og Europa League, er suspenderet som minimum indtil 5. maj.

* VM for klubhold, der skulle afvikles til næste sommer, bliver også udskudt, da det kulminerer med EM, der er blevet flyttet fra 2020 til 2021.

Håndbold:

* Ottendedels- og kvartfinalerne i herrernes Champions League er aflyst. De to bedste hold fra henholdsvis gruppe A og B stryger direkte i Final 4, som skal afvikles 28. og 29. december i Köln. Dermed er Aalborg Håndbold, som ellers havde nået ottendedelsfinalen, færdig i denne sæsons turnering.

* I kvindernes Champions League er det planen at afvikle kvartfinalerne sammen med Final 4, så det hele bliver samlet fra 3. til 6. september. Kan det ikke lade sig gøre, vil Final 4 blive rykket til oktober, og kvartfinalerne blive aflyst. Det vil sende Team Esbjerg direkte i Final 4.

* Alle europæiske klub- og landskampe til og med maj er aflyst eller udskudt til senere i 2020.

* Dansk Håndbold Forbund (DHF) har afsluttet sæsonen før tid for de danske håndboldligaer og 1. division samt alle andre rækker. Team Esbjerg og Aalborg Håndbold er kåret som danske mestre for henholdsvis damer og herrer.

* Det Internationale Håndboldforbund (IHF) har udsat OL-kvalifikationen på ubestemt tid.

Motor- og bilsport:
* Sæsonens ti første Formel 1-grandprixer er aflyst eller udskudt på ubestemt tid. Det drejer sig om grandprixer i Australien, Bahrain, Vietnam, Kina, Holland, Spanien, Monaco, Aserbajdsjan og Canada og Frankrig.

* 24-timers-racerløbet Le Mans er udskudt fra 13.-14. juni til 19.-20. september.

* Sæsonstarten i den danske speedwayliga 22. april er udskudt. Par-VM i speedway skubbes til senere på året. Årets første individuelle VM-grandprix rykkes fra midt i maj til august.

Ishockey:
* Slutspillet i Metal Ligaen er aflyst, og sæsonen er slut.

* I mange andre lande er ligaerne også afblæst og afsluttet.

* Den bedste nordamerikanske ishockeyliga, NHL, er suspenderet på ubestemt tid.

* Den russisk baserede liga KHL har indstillet sæsonen uden at kåre en mester.

* Kvindernes A-VM fra 31. marts til 10. april i Canada er aflyst.

* Mændenes A-VM i Schweiz i maj er aflyst.

Tennis:
* Alle professionelle tennisturneringer for herrer og damer er suspenderet frem til 13. juli som minimum. Det betyder blandt andet, at hele grussæsonen er droppet fra kalenderen.

* French Open flyttes fra maj til september.

* Wimbledon 2020 er aflyst.

Basketball:
* Den nordamerikanske basketball-liga, NBA, har suspenderet sæsonen.

* Euro League er suspenderet.

* I Danmark er resten af sæsonen i Basketligaen for mænd samt Dameligaen aflyst. Henholdsvis Bakken Bears og Hørsholm 79ers er kåret som mestre, da det var de to førende hold i grundspillet.

* Bakken Bears skal til efteråret spille Fiba Europe Cup færdigt som et Final 4-stævne på neutral bane.

Golf:

* Majorturneringerne US Masters (april) og PGA Championship (maj), US Open (juni) og British Open (juli) er alle berørt.

* British Open aflyses helt og udskydes til 2021, mens de nye datoer for de øvrige majorturneringer samt Ryder Cup bliver:
PGA Championship (6. til 9. august).

US Open (17. til 20. september).

US Masters (12. til 15. november).

Ryder Cup (25. til 27. september).

* The Players Championship og flere andre tre turneringer i USA er aflyst.

* Flere turneringer på LPGA Touren – heriblandt tre majorturneringer – er aflyst eller udskudt.

* European Tour er suspenderet. En række turneringer er aflyst, og billetsalg til alle årets kommende turneringer er sat på pause.

* Den danske golfturnering Made in Denmark er udsat. Turneringen stod til at blive afviklet 21. til 24. maj.

Atletik:
* Indendørs-VM i kinesiske Nanjing (marts) er aflyst.

* De første fem Diamond League-stævner i 2020, der skulle afvikles i april og maj, er udsat.

* Maratonløb i Paris, Barcelona, London og Boston flyttes fra foråret til efteråret. Maratonløb i Rom og København (maj) er aflyst.

* Motionsløbet Royal Run er udskudt fra 1. juni til 6. september.

* VM i atletik, der skulle være afviklet i 2021, er flyttet til 2022 på grund af udskydelsen af OL til 2021. VM i atletik vil blive afholdt fra 15. til 24. juli i 2022.

* EM i atletik, der skulle være afviklet fra 25. til 30. august i 2020 i Paris, er aflyst.

Skisport:

* Den alpine World Cup aflyste afdelinger og sæsonfinale. Sæsonen sluttede dermed før tid.

Cykling:

* UCI forlænger suspenderingen af alle løb i den internationale kalender på grund af coronakrisen med en måned, så den gælder frem til 1. juli. Løbene på øverste hylde – World Touren – er suspenderet frem til 1. august.

* Tour de France udskydes og køres fra 29. august til 20. september.

* VM i Schweiz køres – som hidtil planlagt – fra 20. til 27. september.

* Giro d’Italia begynder på en ukendt dato efter VM, og herefter køres Vuelta a España.

* De nationale mesterskaber i landene er udsat til at blive afviklet i weekenden 22. og 23. august. I Danmark håber man stadig at køre i den oprindelige uge med kulmination i weekenden 20. og 21. juni.

* EM på landevej køres som planlagt fra 9. til 13. september. Dermed kan Tour de France-rytterne ikke deltage.

* De mest prestigefyldte endagsløb som Milano-Sanremo, Flandern Rundt, Paris-Roubaix, Liège-Bastogne-Liège og Lombardiet Rundt, som er blevet udsat, skal alle køres i år, men datoerne er endnu ikke fastlagt.

* UCI vil 15. maj komme med en revideret udgave af kvindernes cykelkalender.

* Schweiz Rundt, der skulle begynde 6. juni, er aflyst.

Badminton:

* Det Internationale Badmintonforbund, BWF, har aflyst eller udsat alle turneringer frem til US Open i slutningen af juni.

* Holdturneringerne Thomas Cup og Uber Cup (VM for hold), der skulle have været spillet i Aarhus fra 16. til 24. maj, er udsat til 15.-23. august og kan blive udskudt yderligere.

* EM i badminton i Ukraine fra 21. til 26. april udskydes på ubestemt tid.

Curling:

* VM for kvinder i Canada (marts) og VM for herrer i Skotland (april) er aflyst.

Bordtennis:
* VM i Sydkorea er udsat for anden gang. Oprindeligt skulle det være afviklet i marts, men blev rykket til slutningen af juni. De nye datoer er 27. september til 4. oktober.

Dart:
* Den internationale dartturnering Nordic Darts Masters – en del af PDC World Series – i Forum i København er udsat fra 12.-13. juni til 23.-24. oktober.

I mange øvrige sportsgrene er stort set alle konkurrencer og kampe ligeledes aflyst eller udsat på grund af coronavirus.

Kilder: Reuters, AFP, dpa, Ritzau, TT, BBC, ESPN, UCI.