Laudrup: Der skal være plads til både EM og Touren

Michael Laudrup undrer sig over, at EM-kampene i Parken er i fare på grund af Tour de France-starten på dansk grund i 2021.

Det burde ifølge den tidligere landsholdsstjerne være muligt at afvikle begge begivenheder i Danmark, da der ikke datosammenfald.

– Hvorfor er det problem? Der er jo ingen kampe i Parken fra 2. til 4. juli.

– Jeg kan ikke forstå, hvis der skal vælges imellem de to begivenheder. Der skal naturligvis være plads til dem begge, siger Michael Laudrup til TV3 Sport.

Dansk Boldspil-Union (DBU) skal senest på torsdag give Uefa besked om, hvorvidt København vil påtage sig værtskabet i 2021.

– Vi har for første og måske sidste gang fået tildelt en slutrunde om europamesterskabet, den tredjestørste idrætsbegivenhed i verden.

– Den mulighed må vi under ingen omstændigheder opgive, mener Laudrup, der er ansat som kommentator hos Viasat.

Endnu er der ikke tilrettelagt et endeligt kampprogram, men i 2020-udgaven af EM var det planen at placere Danmarks tre gruppekampe samt en ottendedelsfinale (uden dansk deltagelse) i Parken fra 13. til 29. juni.

1. etape af Touren i 2021 skal efter planen først skydes i gang 2. juli, mens de følgende etaper køres fra Roskilde til Nyborg 3. juli samt fra Vejle til Sønderborg 4. juli.

– Et er at fratage alle danske fodboldfans muligheden for at opleve Danmark på hjemmebane i en slutrunde om europamesterskabet. Et andet at berøve spillerne på vort landshold tre kampe i Parken.

– Den oplevelse fik jeg aldrig selv. Det vil gøre mig ondt på vore landsholdsspilleres vegne, hvis de går glip af den; vel vidende, de aldrig får den igen, konkluderer Michael Laudrup.

/ritzau/