Spansk mediechef: De vilde transfers tid er ovre

Rekordhandlernes tid kan være forbi i fodboldens verden.

Prisen på de tv-rettigheder, som har givet mange klubber vokseværk og finansieret voldsomme spillerhandler, havde allerede inden coronakrisen nået smertegrænsen, lyder en påstand fra en spansk mediechef.

– Summerne brugt på rettigheder generelt havde nået sit maksimum. Det er åbenlyst, at (prisen på) tv-rettigheder vil blive påvirket af dette, siger administrerende direktør hos Mediapro Jaume Roures til AFP.

Firmaet har rettighederne til at vise Primera Division-fodbold på pubber og barer i Spanien og har netop sikret sig rettighederne til at vise fransk fodbold for et rekordbeløb.

Direktøren mener dog, at klubbernes indtægter fra salg af tv-rettigheder vil dale i fremtiden. Det vil i givet fald få stor betydning.

FC Barcelona hentede ifølge AFP sidste år 35 procent af sine indtægter via tv-penge, og den seneste vinder af Champions League, Liverpool FC, hentede næsten 50 procent af indtægterne ad den vej.

– Dagene, hvor fodboldklubber betaler hundredvis af millioner euro for spillere, er ovre. Fordi klubberne ikke vil have pengene, og fordi bankerne ikke vil udlåne penge så lempeligt som før, siger Jaume Roures.

Under coronakrisen, hvor ligaerne ligger stille, mister klubberne allerede nu penge og skal måske endda betale tv-penge for uafviklede kampe tilbage.

Uden genoptagelse af Premier League løber for eksempel engelske Burnley tør for penge i august, har klubben meddelt.

I Danmark følger medieprofessor på Aarhus Universitet Kirsten Frandsen markedet.

Det kan godt være, at klubberne kommer til at miste indtægter, men ikke nødvendigvis, fordi smertegrænsen er nået for priser på tv-rettigheder, mener hun.

– Spekulationen om, at loftet er nået, har kørt de seneste 20 år. Mange har udtalt sig skråsikkert om det, og efterfølgende har det så vist sig, at loftet ikke var nået alligevel, siger Kirsten Frandsen.

De mange forkerte forudsigelser skyldes ikke mindst den fortsat ændrede dynamik på tv-markedet. Blandt andet først fra salg af ligarettigheder til én aktør i én stor pakke og til salg af flere mindre rettighedspakker til flere tv-stationer. Siden med tilkomsten af blandt andet internetbaserede aktører.

– Dynamikken gør, at de samlede indtægtsstrømme er steget konstant, siger Kirsten Frandsen.

Desuden ligger der indgåede tv-aftaler for år frem i tiden.

Men den øjeblikkelig situation med kamppause og siden fodbold uden tilskuere på lægterne vil nok kaste forhandlinger af sig.

– Der er jo ikke blevet leveret som aftalt. Jeg kan sagtens forestille mig, at man vil se en række genforhandlinger af igangværende aftaler og deres økonomiske rammer, siger Kirsten Frandsen.

Spørgsmålet er så, hvad fremtiden bringer. Salgstallene er kun gået en vej, og for eksempel regner tidsskriftet Forbes med, at salget af Premier League-rettigheder til den næste treårige periode i ind- og udland vil passere 10 milliarder pund (godt 85 milliarder kroner).

Til sammenligning blev rettighederne for perioden 2019-2022 solgt for 9,3 milliarder pund.

/ritzau/