Dansk kæmpe skriver kontrakt med NFL-holdet Jaguars

Strømmen af danskere til NFL fortsætter.

Steven Nielsen blev natten til søndag den tredje dansker inden for de seneste år til at skrive kontrakt med et hold i verdens bedste liga for amerikansk fodbold.

Det skete, da den over to meter høje og 130 kilo tunge kæmpe satte sin underskrift på en aftale med Jacksonville Jaguars, kort efter at 7. runde i årets NFL-draft var overstået.

Her håndplukker NFL-holdene de største talenter fra de amerikanske universiteter. Nielsen var tilmeldt, men blev ikke valgt. Til gengæld stod Jaguars klar med en kontrakt efterfølgende.

Nielsen går dermed i fodsporene på sine landsmænd Andreas Knappe og Hjalte Froholdt, der i henholdsvis 2017 og 2019 trådte ind i den hårdtslående liga.

Ligesom Knappe og Froholdt spiller Steven Nielsen også på den offensive linje, hvorfra han er med til at beskytte angrebets vigtigste spiller, quarterbacken, og skabe plads, når holdet forsøger at avancere via løb.

/ritzau/