Belgiske fodboldledere udsætter igen sæsonbeslutning

Det kniber med at træffe en beslutning i belgisk fodbold i coronakrisen om afblæsning eller ej før tid af den bedste fodboldliga.

Søndag oplyser nyhedsbureauet Belga ifølge dpa, at beslutningen igen er udsat, efter at den var ventet mandag.

Oplysningen om udsættelsen af beslutningen kommer fra en talsmand fra Pro League, som er Belgiens ligaforening.

Talsmanden oplyser, at man på mandagens møde i Pro League vil beslutte at udsætte beslutningen, og her nævnes 4. maj som ny dato.

Pro League meddelte i begyndelsen af april, at sæsonen var betragtet som afsluttet, men beslutningen skulle endeligt blåstemples.

Det var først planen at gøre det 15. april, men siden blev det rykket til 24. april og derefter til 27. april, og nu nævnes 4. maj altså som ny dato.

Beslutningen om at afblæse sæsonen vil gøre Club Brugge til mester, og den har været kontroversiel.

Det skyldes, at Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) i første omgang truede med udelukkelse fra de europæiske klubturneringer i de lande, hvor sæsonen afblæses og ikke spilles færdig.

Siden har Uefa holdt flere videomøder og meddelt, at der kan gives dispensation for en sådan beslutning i forhold til deltagelse i de europæiske klubturneringer, hvis nationale myndigheder forbyder afviklingen af sport.

I Belgien har man forbudt store forsamlinger til og med august.

Det var planen, at Belgiens regering fredag 24. april ville redegøre for mulighederne for at afvikle fodboldkampe uden tilskuere, men det skete ikke.

Fredag blev sæsonen i de bedste rækker i hollandsk fodbold afblæst.

Ifølge Johns Hopkins University, som under coronakrisen overvåger smitteudviklingen på verdensplan, havde Belgien søndag registreret 7094 dødsfald relateret til coronavirus.

/ritzau/