Ajax overvejer FCM-idé om drive-in-fodbold

Hollandske Ajax har kigget mod Danmark og overvejer at kopiere idéen om drive-in-fodbold, som FC Midtjylland har lanceret.

Det er Ajax-direktør Edwin van der Sar, der lufter idéen i den hollandske avis Het Parool.

– Der er ikke noget konkret endnu, men vi arbejder som klub på flere niveauer med en gestus til supporterne. Vi må indse, hvor vigtige fans er for fodbold.

– I Danmark arbejder de på at skabe drive-in-biografer, hvor man kan se kampene. For os kan det være en mulighed på parkeringsplads P2, men det er altså kun på idéplan, siger den tidligere topmålmand til avisen.

FCM lancerede idéen midt i coronakrisen for lidt over en uge siden, og efterfølgende er historien om det nytænkende forslag gået som varmt brød i internationale medier.

Superligaens tophold vil spille fodbold uden tilskuere på sin hjemmebane, men alligevel invitere folk til fodbold. Planen er at placere storskærme på parkeringspladsen ved MCH Arena og få plads til 2000 biler.

På den måde vil fem personer i hver bil give i alt 10.000 mulige tilskuere til drive-in-fodbold, mens det ikke er tilladt med tilskuere på normal vis. Planen er, at der også vil være mulighed for kommentatorlyd via radio.

I Holland bliver der dog ikke tale om drive-in-fodbold i den bedste række i denne sæson, for den hollandske turnering blev afblæst fredag, uden at der blev kåret en mester eller fundet ned- eller oprykkere.

Ajax fik billetten til gruppespillet i Champions League på en bedre målscore end AZ Alkmaar.

I Danmark er Superligaen, 1. og 2. division i Danmark i øjeblikket suspenderet.

Fredag meddelte Divisionsforeningen, at der tidligst vil kunne spilles fra enten 24. eller 31. maj i den bedste række.

Tidligere var også 15. maj i spil, men den dato har man valgt at se bort fra.

/ritzau/