Tottenham ændrer plan: Medarbejdere får alligevel fuld løn

For to uger siden meddelte Tottenham, at den ville skære 20 procent i de administrative medarbejderes løn, mens spillerne beholdte deres.

Siden er kritikken haglet ned over Premier League-klubben.

Det har fået klubben til at reagere. Mandag skriver Tottenham på sin hjemmeside, at samtlige 550 administrative medarbejdere alligevel får fuld løn i april og maj.

Derimod går klubbens ledelse ned i løn.

Bestyrelsesformand Daniel Levy siger til klubbens hjemmeside, at det aldrig har været hensigten at gøre andet end at sikre arbejdspladser på lang sigt.

– Den kritik, klubben har modtaget i løbet af de seneste uger, er blevet modtaget med stor opmærksomhed på grund af vores historik med velgørenhedsarbejde og vores enorme ansvarsfølelse for at passe på dem, der er afhængige af os.

– Vi beklager enhver bekymring, det har skabt i en ængstelig tid, siger han.

Klubben skriver også, at den ikke har i sinde at søge om økonomisk hjælp fra regeringens hjælpepakker. Men den økonomiske situation vil løbende blive evalueret.

For nylig førte kritik fra tilhængere til, at Liverpool valgte at droppe den britiske regerings kompensationsordning til virksomheder under pres som følge af coronakrisen.

Premier League-topholdet havde ellers søgt om regeringens støtte til at betale 80 procent af medarbejdernes løn.

Premier League er suspenderet på ubestemt tid, og det vides ikke, om det er muligt at spille sæsonen til ende.

Der er ikke spillet i den bedste engelske række siden 9. marts.

/ritzau/