Chelsea-legende er død efter længere tids sygdom

Chelseas målmandslegende Peter Bonetti er død i en alder af 78 år. Det oplyser Chelsea på sin hjemmeside.

Bonetti døde efter længere tids sygdom, lyder det fra London-klubben.

Peter Bonetti er spilleren med næstflest Chelsea-kampe igennem tiderne. Således er han noteret for 729 kampe for klubben. Kun Ron Harris har flere med sine 795 kampe.

De næste i rækken er John Terry og Frank Lampard med henholdsvis 717 og 648 kampe for klubben.

Bonetti vogtede buret hos Chelsea fra 1960 til 1979 bortset fra en kort afstikker til amerikanske St. Louis Stars i 1975.

Han spillede blandt andet en hovedrolle, da Chelsea i 1970 vandt FA Cuppen for første gang. Året efter vandt klubben den hedengangne Europa Cup for pokalvindere.

Bonetti var med i truppen, da England i 1966 vandt VM, men uden at få spilletid. Han fik blot syv landskampe, da han stod i skyggen af store målmænd som Ron Springett, Gordon Banks og senere Peter Shilton.

/ritzau/