Serbisk stortræner i spansk fodbold er død

Den serbiske fodboldtræner Radomir Antic er død, meddeler fodboldklubben Atlético Madrid på sin hjemmeside.

Radomir Antic blev 71 år, og han er den eneste træner, der både har stået i spidsen for Real Madrid, FC Barcelona og Atlético Madrid i karrieren.

– Atlético Madrid-familien er i sorg over, at Radmoric Antic er død. Han var en af vores legendariske trænere. Du vil for altid være i vores hjerter. Hvil i fred, skriver Atletico på Twitter ifølge nyhedsbureauet TT.

Radomir Antic var træner i Real Madrid fra 1991 til 1992 og i Barcelona i 2003.

Det var dog i Atlético, at han opnåede den største succes, og hvor han var træner i perioden fra 1995 til 2000.

I Atlético vandt han det spanske mesterskab og Copa del Rey i 1996.

Radomir Antic havde en aktiv spillerkarriere, før han blev træner, og han lagde som 17-årige ud for Partizan Beograd.

Han spillede også for Fenerbahce, Real Zaragoza og Luton Town.

Som træner stod han også i spidsen for andre klubber såsom Real Oviedo og Celta Vigo, ligesom at han var serbisk landstræner fra 2008 til 2010 og formåede at kvalificere Serbien til VM i Sydafrika i 2010.

Hans sidste opgave som træner var i Hebei China Fortune, hvor han tiltrådte i 2015 og blev fyret efter et halvt år.

/ritzau/