Medie: Fifa lader de enkelte lande selv bestemme sæsonafslutning

Der er nyt på vej til alle dem, der er i tvivl om, hvordan fodboldsæsonen vil blive afsluttet.

Det mener The Athletic at vide.

Ifølge mediet vil Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) forlænge sæsonen på ubestemt tid og lade de nationale forbund om selv at bestemme, hvornår ligaer og turneringer kan spilles færdig.

Samtidig vil datoerne for sommerens transfervindue blive ændret, og der vil blive givet mulighed for at forlænge med spillere, hvis kontrakter står til at udløbe 30. juni.

Fifa vil med al sandsynlighed offentliggøre sin beslutning inden for de kommende to dage, skriver The Athletic.

/ritzau/