Burnley-formand: Vi løber tør for penge i august

På sin hjemmeside kunne Premier League-klubben Burnley lørdag berette, at såfremt indeværende ligasæson aflyses, vil det koste klubben omkring 425 millioner kroner.

Men udsigten til at gå glip af det store beløb skaber ikke kun ærgrelse i Burnley. Faktisk kan det koste klubben livet, hvis ikke der snart kommer afklaring omkring ligaen.

Klubbens bestyrelsesformand, Mike Garlick, siger til Sky Sports, at klubkassen ikke kan tåle ret mange flere måneder uden indtægter.

– Sagen er, at hvis ikke vi spiller sæsonen færdig eller snart får klarhed over en startdato for næste sæson, så løber vi som klub tør for penge i august. Det er et faktum, siger han og tilføjer:
– Det er derfor, vi er meget, meget opsatte på at spille sæsonen til ende, når det igen er sikkert at spille. At færdiggøre sæsonen er det eneste rigtige for alle Premier League-klubberne, mener han.

Inden coronakrisen afbrød sæsonen, lå Burnley på tiendepladsen i ligaen med 39 point for 29 kampe.

Liverpool er suverænt i front med 82 point for samme antal kampe. Det er 25 point mere end Manchester City på andepladsen, som har en kamp til gode.

/ritzau/