Tennislegende: Kurt og Caroline sikrer Danmark god karakter

På en skala fra 1 til 10 fortjener dansk tennis historisk set karakteren 7-8 stykker set i et internationalt perspektiv. Særligt på baggrund af Kurt Nielsens og Caroline Wozniackis bedrifter.

Det mener tennislegenden Jan Leschly i anledning af, at Dansk Tennis Forbund fredag fylder 100 år.

Forbundet har på grund af coronakrisen måttet aflyse den planlagte fest, men på en telefonforbindelse fra Californien ser den 79-årige Jan Leschly glædeligt tilbage på årene, der gik i dansk tennis.

Hans samlede antal DM-titler i særligt 1960’erne kunne gøres op i flere dusin, og efter endt karriere har han i snart 50 år fulgt dansk tennis “fra afstand, men tæt”.

Man fornemmer stoltheden i stemmen, når han sætter prædikater som “fantastisk” og “enestående” på Caroline Wozniacki og kalder hende en slags stjerne, som vi måske aldrig får at se igen i Danmark.

Men for Jan Leschly tog fascinationen for sporten til allerede for 67 år siden.

– Da jeg var 13 år, var Kurt Nielsen og Torben Ulrich kæmpe forbilleder. Kurt var i Wimbledon-finalen i 1953 og igen to år senere, da jeg var 15 år. På samme tidspunkt spillede jeg opvisningskamp mod Torben. Det var første gang, at jeg følte mig som en rigtig tennisspiller.

– Jørgen Ulrich kom også frem på det tidspunkt, så det var en storhedstid for dansk tennis med os fire spillere i verdenseliten, fortæller Jan Leschly.

Han nåede selv op som nummer ti i verden og kan se tilbage på en US Open-semifinale som sit bedste grand slam-resultat i 1967, men det var en hel anden måde at være topspiller på dengang.

– Jeg trænede måske halvanden time om dagen, men arbejdede og studerede også indimellem. I dag træner Holger Rune og Clara Tauson to-tre timer både om formiddagen og eftermiddagen, og så kommer fysisk træning oveni, og de rejser verden rundt som 15-årige.

– Dengang havde vi kun en indendørsbane i Aarhus, og den blev også brugt til badminton, så om vinteren havde jeg måske kun en time om ugen. Så spillede jeg håndbold ved siden af og kom på ynglingelandsholdet og fik også 64 divisionskampe.

– Hvordan jeg kunne blive nummer ti i verden på den måde, må du ikke spørge mig om, griner Leschly.

I karrierens efterår skulle han opleve begyndelsen på den professionalisme, der senere skulle komme til at kendetegne sporten.

Leschly var blevet skandinavisk mester i 1972, men da han næste gang stod i finalen, tabte han til en 16-årig ved navn Björn Borg.

– Jeg mødte op med mine seks ketsjere, Borg havde 40 med, så han kunne skifte i hvert sæt. Han havde også manager og træner med. Det havde jeg aldrig haft, men altid arrangeret alt selv.

– Så var det på tide at stoppe, tænkte jeg, og det blev en af mine sidste kampe. Borg rejste videre og vandt French Open kort tid efter, husker Jan Leschly.

Han ærgrer sig over, at Danmark ikke siden har produceret herrespillere til den absolutte verdenselite.

– Den slags kommer i bølger. Sverige fik sin storhedstid, der startede med Borg, så kom tyskerne med Boris Becker, og senere havde USA de bedste spillere.

Leschly, der i årtier har gjort sig som succesrig erhvervsleder inden for medicinalbranchen, gør sit for at fremelske en ny dansk guldalder.

I begyndelsen af 2019 oprettede han med blandt andre sønnen Mark en fond, Leschly Tennis Foundation, på 20 millioner kroner, der skal hjælpe danske spillere i deres udvikling.

– Dansk tennis har givet mig så meget, så jeg vil gerne give noget tilbage. Vi arbejder intenst med at hjælpe dygtige danske spillere til at blive endnu bedre, men arbejder også for, at endnu flere begynder at spille tennis, efter der har været et drastisk fald i medlemstal.

– Vi har store talenter som Holger Rune og Clara Tauson, så fremtiden ser lys ud, siger Leschly.

/ritzau/