Premier League er udskudt på ubestemt tid

Den engelske Premier League bliver ikke genoptaget i starten af maj og vil først starte op, når det kan forsvares sundhedsmæssigt.

Det oplyser Premier League på sin hjemmeside.

I marts blev turneringen suspenderet frem til 30. april på grund af coronavirusset. Men det er fredag forlænget på ubestemt tid efter et møde blandt klubberne.

Premier League skriver på hjemmesiden, at det vil kræve fuld opbakning fra den britiske regering og sundhedsmyndighederne, før at man vil kunne begynde at spille igen.

Premier League mangler at gennemføre ni spillerunder for at færdiggøre sæsonen.

/ritzau/