Coronavirus sender Schweiz Rundt til tælling

Der bliver ikke noget Schweiz Rundt i 2020.

Årets udgave af etapeløbet er blevet aflyst på grund af udbruddet af coronavirus, oplyses det på cykelløbets hjemmeside.

Schweiz Rundt skulle begynde 7. juni og slutte 14. juni.

Den Internationale Cykelunion (UCI) har indtil videre aflyst alle løb frem til 1. juni, men den schweiziske rundtur bliver altså alligevel aflyst.

– Det er med et tungt hjerte, at vi har taget denne beslutning på grund af coronaudbruddet, siger co-administrerende løbsdirektør Olivier Senn på hjemmesiden.

– Vi er dog overbeviste om, at det er den bedste løsning i forhold til en afklaring og sikkerheden for deltagere, fans og partnere.

– For Schweiz Rundt er det også et vigtigt skridt på vejen til at sikre løbets fortsættelse i fremtiden.

Der er tale om en aflysning og ikke en udskydelse, understreges det, hvilket er sket af logistiske og finansielle årsager.

Coronakrisen har betydet, at alle forårsklassikere er aflyst eller udsat, og det samme er det store etapeløb Giro d’Italia, der er udsat på ubestemt tid.

Egan Bernal (Ineos) vandt sidste års udgave af Schweiz Rundt, der klassificeres som et World Tour-løb, det højeste niveau. Kasper Asgreen (Quick-Step) var indehaver af løbets førertrøje på en enkelt etape.

/ritzau/