Medier: Son rejser til Sydkorea for at aftjene værnepligt

Der er langtfra tale om ferie i hjemlandet for Son Heung-min, der i weekenden fik lov til at rejse til Sydkorea af sin arbejdsgiver, Premier League-klubben Tottenham.

Tottenham skrev på sin hjemmeside, at sydkoreaneren rejste hjem af “personlige årsager”.

Ifølge flere britiske medier – heriblandt The Guardian – drejer det sig om fire ugers værnepligt, som Son har tænkt sig at aftjene, mens al fodbold er sat på pause.

I Sydkorea skal alle mænd, der er fysisk i stand til det, aftjene næsten to års værnepligt i landets forsvar. Det slap Son Heung-min og resten af det sydkoreanske fodboldlandshold dog for, da de i 2018 vandt Asian Games.

I stedet skal Son og co. blot gennemgå fire obligatoriske ugers tjeneste, og det er altså det, Tottenham-profilen er rejst tilbage for at gøre nu, lyder det.

Selv hvis bolden stadig rullede, ville Son ikke have gået glip af ret meget tilbage i London. Hans sæson var således allerede forbi, inden coronavirus satte Premier League på pause, på grund af en brækket arm.

Son Heung-min har været i Tottenham siden 2015. Siden er det blevet til 220 optrædener, hvori han har scoret 83 mål og lavet 44 assister.

Tottenham holder coronapause på ottendepladsen i Premier League, hvor holdet mangler at spille ni kampe.

/ritzau/