Kvinde fra Løvens Hule vælges ind i Brøndby-bestyrelse

Tre nye bestyrelsesmedlemmer blev torsdag valgt på en generalforsamling i Brøndby IF. Blandt andre den tidligere direktør i Lyngby Boldklub Birgit Aaby.

Erhvervskvinden, der blandt andet er kendt fra DR-programmet Løvens Hule, stillede op til bestyrelsen sammen med Hermann Haraldsson og Niels Roth for at erstatte tre medlemmer, der ikke stillede op til genvalg. Haraldsson og Roth blev også valgt ind.

Det skriver Brøndby i en selskabsmeddelelse.

Tidligere torsdag opfordrede bestyrelsesformand og hovedaktionær i klubben Jan Bech Andersen og resten af bestyrelsen til, at de tre blev valgt ind.

– Det glæder mig usigeligt, at tre så stærke erhvervsfolk ønsker at træde ind i bestyrelsen.

– Birgit Aaby har bygget en stor virksomhed op fra bunden og besidder masser af erfaring i at drive en effektiv forretning. Derudover har Birgit et stærkt netværk, også i klubben, gennem sit engagement herude i mange år, sagde Jan Bech Andersen.

Birgit Aaby stiftede i 1997 rengøringsfirmaet Combi Service, og i dag er hun investor i en lang række virksomheder, som hun hjælper med at bygge op.

I januar 2011 tiltrådte hun som administrerende direktør i Lyngby, men forlod posten igen knap et år senere.

Hermann Haraldsson har en fortid som direktør i Brøndby. Han blev ansat som administrerende direktør i marts 2008 og fyret igen godt et år efter af daværende bestyrelsesformand Per Bjerregaard.

Ved torsdagens generalforsamling blev Jan Bech Andersen og Jesper Møller genvalgt som henholdsvis formand og næstformand.

Derudover blev Christian Barrett, Torben Bjørn Christensen, Sten Lerche, Sune Blom og Jesper Nygård alle genvalgt.

De tre bestyrelsesmedlemmer, der blev erstattet, er Adam Falbert, Thorleif Krarup og Morten Albæk.

/ritzau/