Officielt: Årets Wimbledon er aflyst

Årets udgave af tennisturneringen Wimbledon er officielt blevet aflyst på grund af coronakrisen.

Det meddeler arrangøren på sin hjemmeside.

Turneringen skulle efter planen være afviklet mellem 29. juni og 12. juli 2020.

Wimbledon-arrangøren holdt onsdag møde for at diskutere udsigterne for årets turnering denne sommer med baggrund i udbruddet af coronavirus i stor dele af verden.

Og ligesom en lang række andre sportsbegivenheder som fodbold-EM og OL må også Wimbledon droppe at afvikle turneringen denne sommer.

– Det er ledelsens opfattelse, at en aflysning af turneringen er den bedste beslutning for befolkningssundheden, og at kunne give afklaring ved at træffe beslutningen nu i stedet for om flere uger er vigtigt for alle involverede i tennis og turneringen, lyder det på hjemmesiden.

Den 134. udgave af den engelske grand slam-turnering i London vil i stedet blive spillet fra 28. juni til 11. juli næste år.

Udmeldingen fra Wimbledon har allerede fået en lang række tennisstjerner til tasterne på de sociale medier.

Her lyder det fra de fleste, at de er kede af aflysningen, men også at den er helt forståelig.

/ritzau/