NHL forlænger ishockeystjerners coronaisolation

Den nordamerikanske ishockeyliga NHL anbefaler sine spillere at udvide den igangværende isolationsperiode, så den nu skal løbe frem til 15. april.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Meldingen kommer, efter at den suspenderede liga i weekenden åbnede for at forlænge sæsonen frem til slutningen af august i bestræbelserne på at spille turneringen til ende.

I modsætning til ligaer i mange andre lande har NHL nemlig ikke opgivet sæsonen, men meget tyder på, at det kan vare en rum tid, før coronavirus tillader spillerne at vende tilbage til isen.

Det er således anden gang, at ligaens ledelse forlænger spillernes isolationsperiode.

Oprindelig skulle spillerne isoleres frem til 27. marts, derefter til 6. april og nu altså frem til 15. april.

Udenlandske spillere har fået lov til at rejse tilbage til deres hjemland, en mulighed blandt andre Mikkel Bødker og Nikolaj Ehlers har benyttet sig af.

Bødker udtrykte ved ankomsten til Danmark tvivl, om spillerne overhovedet vil blive indkaldt igen på denne side af sommerferien. Og heller ikke Ehlers lyder alt for optimistisk.

– Det er noget lort. Det er en mærkelig situation at være i, men det gælder jo ikke kun os. Det er jo alle sportsgrene, der er i den samme situation, siger Ehlers til TV2 Sport.

– Men hvis vi skal tilbage, så bliver det heller ikke noget med, at vi skal begynde fra den ene dag til den anden. Så bliver det noget med, at vi får lidt tid til at komme på is igen og komme i form. Men udsigten til det er ikke super høje, lyder det fra Winnipeg-forwarden.

NHL har ligget stille siden 12. marts, og ligaens 31 hold mangler at spille mellem 11 og 14 grundspilskampe.

/ritzau/