Medie: Uefa vil spille Champions League til ende

Står det til Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa), kommer det ikke på tale at afblæse de største europæiske klubturneringer som følge af den aktuelle coronakrise.

Uefa arbejder således ud fra, at Champions League og Europa League skal spilles færdig i juli og august.

Det erfarer ZDF, efter at Uefa onsdag har holdt videomøde med sine 55 medlemslande.

De resterende kampe i Champions League og Europa League, hvor FC København fortsat er med, vil blive spillet sideløbende med, at man prøver at afvikle resten af sæsonen i de nationale ligaer eller i begyndelsen af den nye sæson.

Det skriver ZDF.

Flere medier erfarer også, at Uefa arbejder med en løsning, hvor det kan blive nødvendigt at spille kampene for lukkede døre.

Uefas eksekutivkomité har dog endnu ikke godkendt planerne.

Desuden erfarer ZDF, at Uefa vil udsætte alle planlagte landskampe i juni og i stedet rykke dem til efteråret.

/ritzau/