Nicki Pedersen er testet positiv for coronavirus

Den tredobbelte verdensmester i speedway Nicki Pedersen er testet positiv for coronavirus.

Det meddeler han selv på Facebook.

Her skriver den 42-årige fynbo, at han dog ikke er så hårdt ramt.

– Jeg har det sådan set godt og er ikke nervøs. Det føles mest som en almindelig influenza, og jeg har ikke haft problemer med åndedrættet, siger han på sit Facebook-opslag.

Speedwayveteranen havde været i England og kom hjem 19. marts, hvorefter han begyndte at få symptomer med hoste og hovedpine.

/ritzau/