Coronakrise tvinger FCK-spillere 20 procent ned i løn

Som følge af coronakrisen går den sportslige ledelse, trænerstab samt alle spillere i FC København 20 procent ned i løn i foreløbig de kommende to måneder.

FCK er den første fodboldklub i Superligaen, der har taget det skridt under udbruddet af coronavirusset.

Beslutningen er taget i samråd med klubbens hovedaktionærer samt bestyrelsesformand Bo Rygaard, skriver FCK på sin hjemmeside.

– Vi sætter stor pris på, at spillerne og den sportslige ledelse i klubben har valgt det her skridt for at give klubben bedre og mere bæredygtige forudsætninger i en vanskelig periode.

– Det viser, at vi står sammen om at komme sikkert igennem en kritisk situation og stå stærkere på den anden side, siger Bo Rygaard.

Lars Seier Christensen, hovedaktionær i klubben, er enig med formanden.

– Alle fodboldklubber og virksomheder er lige nu i en periode med stor usikkerhed. Derfor giver det god mening at være mest muligt på forkant.

– Det her tiltag fra spillerne og den sportslige stabs side viser, at vi alle har det samme mål: At få FCK bedst muligt gennem den her tid, så vi kan kaste al energi ind i at jagte succes, når fodbolden igen ruller, siger Lars Seier Christensen.

Fra ledelsens side lyder det, at spillerne samt trænerne er taget med på råd.

Ifølge FCK-anfører Carlos Zeca er lønnedgangen sket ud fra et ønske om at bidrage til klubbens bedste.

– Vi ved, at der er en masse mennesker, der arbejder hårdt bag kulisserne hver dag for, at alt skal være bedst muligt for os spillere.

– Det er et privilegium at spille i en klub som FCK, hvor alt er lagt til rette for, at vi kan præstere.

– Vi kan ikke løse den her svære situation, men vi kan komme med vores bidrag til, at alle oplever, at vi står sammen i FCK – også når det er svært, siger Zeca.

Også i 2. division er der en klub, hvor spillerne har valgt at hjælpe økonomisk.

Brønshøjs kontraktspillere besluttede sig for ti dage siden for at tilbagebetale en del af deres løn i de kommende fire måneder for at hjælpe klubben gennem krisen.

/ritzau/