Medie: Kobe Bryant død i helikopterstyrt

Den 41-årige tidligere basketballspiller er død efter et helikopterstyrt, skriver underholdningsmediet TMZ.

Den amerikanske basketball-legende Kobe Bryant er død efter et helikopterstyrt.

Det oplyser underholdningsmediet TMZ, som skriver, at Kobe Bryant omkom i forbindelse med helikopterstyrt i Calabasas, som ligger lige uden for Los Angeles.

Ifølge TMZ var der mindst tre yderligere personer om bord på den private helikopter, da den styrtede mod jorden.

Ifølge TMZ efterlader Kobe Bryant sig konen Vanessa samt fire døtre.

Medierne Los Angeles Times samt CNN bekræfter ifølge AFP et helikopterstyrt i området ved Calabasas.

Los Angeles County Sheriff’s Department bekræfter, at der er sket et helikopterstyrt, og at fem personer er døde.

Kobe Bryant er en af de største navne i amerikansk basketball, og han spillede i hele sin karriere for klubben Los Angeles Lakers, indtil han stoppede karrieren i 2016.

/ritzau/