Team Danmark og DIF støtter forskning i spiseforstyrrelser

Både Team Danmark og DIF er gået ind i et omfattende forskningsprojekt af spiseforstyrrelser blandt atleter.

Dansk Svømmeunion kom i stormvejr sidste år, da DR afslørede, at et voldsomt fokus på vægt og fedtprocenter havde ført til spiseforstyrrelser og dårlig trivsel blandt flere landsholdssvømmere.

Team Danmark og Danmarks Idrætsforbund (DIF) meddeler nu, at man støtter en omfattende undersøgelse, som skal kortlægge trivsel blandt danske eliteatleter – herunder mulige problemer med spiseforstyrrelser og træningsafhængighed.

Det er forskere fra Syddansk Universitet, Københavns Universitet, Linneaus Universitet (Sverige), Universitetet i Agder (Norge), Norwegian School of Sports samt Team Danmark og DIF, der står bag undersøgelsen.

Det store forskningsprojekt er allerede sat i gang, og 800 danske eliteatleter har modtaget spørgeskemaer til brug for undersøgelsen. Flere vil blive inddraget i studiet, som forventes at være afsluttet inden sommer.

– Set i lyset af de eksempler, der var fremme sidste år, skærper vi vores fokus på spiseforstyrrelser og trivsel i eliteidræt, siger Lone Hansen, direktør i Team Danmark.

– Dansk idræt har som helhed brug for mere og opdateret viden om trivsel og relaterede problematikker.

Ifølge DIF-direktør Morten Mølholm Hansen skal den nye viden, som undersøgelsen vil give, forplante sig bredt i arbejdet i dansk idræt.

– Med en endnu mere omfattende og helt opdateret viden på området kan vi blive endnu skarpere i alt fra sparringen med vores forbund til indholdet på vores træneruddannelser, siger han.

Mia Lichtenstein fra Syddansk Universitet skal lede undersøgelsen, og tallene fra udlandet fortæller hende, at det er en vigtig undersøgelse at få udført.

– Udenlandske studier viser en forekomst af spiseforstyrrelser blandt pigerne på op mod 20 procent og 8 procent blandt drengene. I såkaldte vægtbærende idrætter er forekomsten helt op mod 40 procent, forklarer hun.

Derudover har Team Danmark og DIF sammen med Kulturministeriet iværksat en uvildig undersøgelse af trivslen i dansk elitesvømning.

Den udspringer af afsløringerne om tilstandene i dansk svømning som nævnt øverst. Det er Kammeradvokaten, som står for undersøgelsen, der forventes afsluttet sidst i januar.

/ritzau/