Federer videre efter femsætskamp mod hjemmebanehåb

Roger Federer vinder over australske John Millman efter at femte sæt blev afgjort i tiebreak.

Australske John Millman var tæt på at levere noget af en overraskelse, da han fredag stod overfor tredjeseedede Roger Federer ved årets Australian Open.

Det australske hjemmebanehåb pressede således den schweiziske tennisveteran ud i et femte og afgørende sæt, der blev afgjort i en lang tiebreak.

Her var Federer nede med 4-8, inden han med seks vundne bolde i træk kunne trække sig sejrrigt ud af kampen.

Federer vandt over australieren med cifrene 4-6, 7-6, 6-4, 4-6, 7-6.

Forud for tiebreaken var gået en kamp, hvor australieren, der er nummer 47 i verden, formåede at udnytte sin hjemmebanefordel og presse den tidligere verdensetter.

Allerede i første sæt fik Federer problemer, da han tabte sættet. Han kom dog tilbage og vandt de næste to sæt.

I fjerde sæt formåede Millman at bryde schweiziske serv, vinde sættet og tvinge kampen ud i et femte og afgørende, som Federer til sidst vandt.

I næste runde står Roger Federer overfor ungarske Márton Fucsovics.

/ritzau/