Christensen og Chelsea slået i sidste sekund

Newcastle afgjorde opgøret mod Chelsea i det 94. minut, da Isaac Hayden headede bolden i mål.

På en scoring fire minutter inde i overtiden tabte Chelsea lørdag 0-1 på udebane til Newcastle i Premier League.

Kampen var på vej mod en pointdeling, da hjemmeholdets Isaac Hayden sørgede for ellevild jubel på St. James Park.

Newcastles franske midtbanespiller Allan Saint-Maximin sendte en lang bold op i feltet, og her fik Hayden med hovedet dirigeret bolden videre ind over målstregen.

I Chelseas midterforsvar kunne danske Andreas Christensen se til, mens det gik galt for gæsterne.

Danskeren fik fuld spilletid for Frank Lampards mandskab.

Trods nederlaget fastholder Chelsea sin placering som nummer fire i tabellen, der giver adgang til Champions League i næste sæson.

London-klubben har 39 point på fjerdepladsen, mens Manchester United og Wolverhampton følger efter med 34 point. United har dog spillet en kamp færre end Chelsea.

Premier League toppes suverænt af Liverpool, der har 61 point. Førerholdet har endda spillet færre kampe end samtlige konkurrenter.

/ritzau/