Tusinder af danske fans hænger på billetter til EM-kampe

EM-arrangør afviser, at danske fans af håndboldherrerne kan få hjælp til at komme af med deres billetter.

Det er blevet betegnet som en fiasko og en stor skuffelse, at de danske håndboldherrer er færdige ved EM allerede før mellemrunden.

Og det er ikke kun spillerne, der er ærgerlige. Det samme er de mange danske fans, som har købt billetter til de kampe i mellemrunden, som de troede, Danmark skulle være en del af.

For det er ikke muligt at komme af med sine billetter til kampene i Malmø – i hvert fald ikke via en officiel kanal.

– Købt er købt, fastslår Krister Bergström, vicedirektør for den svenske del af EM-organisationen, over for nyhedsbureauet TT.

Ifølge B.T har op mod 20.000 danskere købt billet til mellemrundekampene. De kan selvfølgelig vælge stadig at tage turen over sundet, selv om Danmark ikke er med.

Men det tyder på, at mange har mistet interessen. I hvert fald er der på Den Blå Avis torsdag formiddag adskillige personer, der forsøger at sælge deres billetter til mellemrunden, semifinaler og finalen.

Frank Ström, markedsansvarlig for EM 2020, sagde onsdag aften til avisen Aftonbladet, at der er “en lille risiko for tomme sæder” efter det danske exit.

Også han slår fast, at arrangørerne ikke kan sørge for, at eksempelvis svenskere kan købe de danske fans’ billetter.

– Nej, det går ikke, siger han til Aftonbladet.

Dansk Håndbold Forbund (DHF) oplyser, at man er opmærksom på problemstillingen. Efter planen vil forbundet senere torsdag melde yderligere ud om, hvad danske fans kan gøre med deres overskydende billetter.

/ritzau/