Tidligt EM-exit rammer tv-rettighedshaver

Tv-sportschef har svært ved at gøre op, hvad tidligt dansk EM-exit koster TV2. Dækningen fortsætter uændret.

Det var skidt nyt for TV2, at de danske håndboldherrer onsdag aften overraskende røg ud af EM allerede efter det indledende gruppespil.

Dermed går tv-stationen glip af mindst fire kampe med anslåede seertal på over 1,5 millioner per kamp, og det kan få betydning for, om tv-stationen ender med at sætte penge til på EM-rettighederne, som TV2 har “brugt en del penge på”.

Det siger TV2’s sportschef, Frederik Lauesen, til branchemediet Mediawatch.

– Lad mig sige det på den måde, at jeg kan ikke forestille mig, at vi kommer til at tjene flere penge på, at Danmark er ude, men om vi kommer til at tabe penge, ved jeg ikke. Der er formentlig færre, der vil gå ind og købe TV 2 Play eksempelvis for at følge med, end hvis Danmark havde været med, men det er svært at gøre op, siger Lauesen.

Selv om det er en stor bet for TV2, at Danmark har udspillet sin rolle ved EM, fortsætter dækningen af slutrunden på fuld styrke på tv-stationens kanaler.

Det siger TV2 Sportens chefredaktør, John Jäger, til Ritzau.

– Vi vil fortsat vil dække slutrunden på samme måde. Der har i mange år været mange seere til Danmarks kampe, men vi har gennem mange år også haft fremragende seertal til kampe, hvor Danmark ikke har været med. Det har vi også kunnet konstatere ved den her slutrunde.

– Der er en stor håndboldinteresse i Danmark. Interessen er naturligvis primært omkring det danske hold, men der er også interesse omkring andre hold. Vi kan se, at mange er interesserede i kampene, hvor Norge, Island og Sverige er med.

– Derudover er der flere hold, som har spillere, der spiller eller har spillet i den danske liga, og derfor er det vores oplevelse, at mange stadig gerne vil se EM. Så lige nu er planen at sende lige så meget håndbold som hidtil – også på TV2, siger John Jäger.

Oprindeligt skulle de andre mellemrundekampe end Danmarks ligge på TV2 Sport og TV2 Sport X, men nu er flere af dem rykket over på stationens hovedkanal, der har størst penetration.

/ritzau/