Nyt fokus skal sikre Odense skarp slutspurt

En pokalskuffelse, en trænerfyring og offentliggørelsen af at syv spillere forlader Odense Håndbold til sommer har givet klubben en noget turbulent periode.

Men det har også givet holdet mulighed for at starte forfra med et større fokus på præstationer frem for resultater.

Det fortæller holdets midlertidige træner, Karen Brødsgaard, der i slutningen af december overtog trænerjobbet fra Jan Pytlick.

– Præstationsmæssigt skal hver enkelt spiller finde nogle steder, som de ønsker at få succes. Det skal vi så sætte ind i vores spil.

– Vi skal til at sætte de kvaliteter, som hver enkelt spiller har, mere i højsæde, siger hun.

Samtidig har Brødsgaard fokus på, at spillerne skal koncentrere sig om at blive skarpere i forsvars- såvel som angrebsspillet, så de både spiller sig selv og hinanden bedre.

– De individuelle detaljer, som vi hele tiden træner og arbejder på, er en virkelig vigtig del af spillet.

– Vi har fortsat en halv sæson sammen, og den halve sæson skal blive så sjov, som overhovedet muligt, siger hun.

Onsdag aften vandt holdet sin fjerde ud af fem mulige kampe under ledelse af Karen Brødsgaard, da holdet besejrede Randers HK.

Her kunne Brødsgaard glæde sig over, at fire af holdets afgående profiler – Stine Jørgensen, Trine Østergaard, Kathrine Heindahl og Suzanne Bækhøj – var ekstra skarpe og scorede på de 21 chancer, som de tilsammen fik.

Stregspiller Kathrine Heindahl understreger, at hun på ingen måde har svært ved at holde fokus rettet på at præstere på banen, selv om der har været tumult omkring klubben, som hun forlader til sommer.

– Det næste stykke tid er det et fokuspunkt for mig, at jeg gerne vil være super skarp, så det er klart, at det er rart, når det lykkedes.

– Når jeg først går på banen, så vil jeg gøre alt for at vinde, og det har ikke ændret sig. Der er ikke nogen af os (spillere som stopper til sommer, red.), der har intentioner om at slutte dårligt af. Vi jagter selvfølgelig at være rigtig gode, når slutspillet starter, siger Heindahl.

Det er endnu ikke på plads, hvor stregspilleren selv skal spille i næste sæson.

– Det er ikke hundrede procent fastlagt endnu, men det er klart, at jeg er i god dialog med nogle klubber, men intet er underskrevet, siger hun.

/ritzau/