Axelsen stormer mod ny topplacering i Indonesien

Den danske badmintonprofil havde ingen problemer med Shesar Hiren Rhustavito i Indonesia Masters.

Viktor Axelsen fortsætter med at leve solide præstationer i 2020.

Den danske badmintonstjerne indledte OL-året med en finaleplads i Malaysia i sidste uge, og han er på direkte kurs mod endnu en topplacering i Indonesia Masters.

Torsdag spillede han sig i kvartfinalen med en problemfri sejr over indoneseren Shesar Hiren Rhustavito, der blev slået i to sæt med 21-17, 21-14 efter 46 minutter på banen.

Kun første sæt var forholdsvis jævnbyrdigt, og de to spillere fulgtes ad til 16-16, hvorefter Axelsen trak fra til sidst.

Derefter var der ikke mere i spilleren fra værtsnationen, der tabte de seks første bolde i andet sæt og aldrig kom i nærheden af Axelsen.

Danskeren er storfavorit til at nå blandt de sidste fire i turneringen. I kvartfinalen venter nemlig på papiret overkommelig modstand:
Her skal Axelsen op imod enten verdensranglistens nummer 39, Loh Kean Yew fra Singapore, eller kineseren Xhao Jun Peng, der er rangeret tre pladser bedre.

Anders Antonsen skal senere torsdag forsøge at gøre sin landsmand følgeskab i kvartfinalen, når han møder japaneren Kenta Nishimoto.

Forinden skal Line Kjærsfeldt i damesingle følge op på sin overraskende sejr i første runde over verdensetteren Chen Yu Fei. Kjærsfeldt møder Beiwen Chang fra USA i anden runde.

Indonesia Masters er en såkaldt Super 500-turnering og er således i fjerde lag i turneringshierarkiet på badmintonelitens World Tour.

/ritzau/