Odenses afgående stjerner funkler i sejr over Randers HK

Odenses håndboldkvinder sikrede sig tirsdag en sikker sejr, da fynboerne besøgte Randers HK på udebane.

I begyndelsen af januar kom det frem, at Odense Håndbold til sommer tager afsked med syv spilleren herunder profilerne Stine Jørgensen, Trine Østergaard og Kathrine Heindahl.

Men i tirsdagens kamp på udebane beviste flere af de afgående profiler, at deres koncentration omkring klubben fortsat er intakt.

På udebane mod Randers HK vandt de fynske håndboldkvinder 34-25. Og her trådte flere af de spillere, som til sommer forlader Odense, i karakter.

De afgående spillere Trine Østergaard, Stine Jørgensen, Kathrine Heindahl og Suzanne Bækhøj stod for 21 af Odenses 34 mål i kampen, hvor de alle scorede på 100 procent af deres chancer.

Efter en tæt og målrig første halvleg, udnyttede fynboerne chancen for at trække fra Randers HK, da hjemmeholdet inden for kort tid fik to tominutters udvisninger.

Et par hurtige Odense-scoringer ændrede stillingen fra 14-14 til en pausestilling på 14-18 til udeholdet.

I anden halvleg så Odense sig aldrig tilbage, men trak yderligere fra hjemmeholdet.

Ifølge holdets midlertidige cheftræner, Karen Brødsgaard, der i slutningen af december overtog trænerjobbet fra Jan Pytlick, var det netop en velspillet anden halvleg, der sikrede sejren.

– Randers fulgte godt med i de første 25 minutter, men så fik vi lukket af i vores forsvarsspil og spillet noget tålmodigt angrebsspil, og så løb vi fra dem op til pausen.

– I anden halvleg bragede vi igennem, og derfra vandt vi kampen, lyder det fra Brødsgaard umiddelbart efter sejren.

Med sejren rykker Odense Håndbold op på siden af København Håndbold på andenpladsen i HTH Ligaen.

Københavnerne tabte overraskende 23-24, da holdet onsdag tog imod Aarhus United på hjemmebane.

I onsdagens tredje kamp slog Herning-Ikast Håndbold lokalrivalerne fra Silkeborg-Voel KFUM med 29-28.

/ritzau/