Napoli køber Lobotka og sikrer guldregn over Farum

Napoli har købt Stanislav Lobotka af Celta Vigo. Det sender ifølge Ekstra Bladet stort millionbeløb til FCN.

Den tidligere superligaprofil Stanislav Lobotka skal i fremtiden forsøge at brillere i den italienske Serie A-storklub Napoli.

Diego Maradonas eksklub meddeler onsdag, at man har købt Lobotka fri af Celta Vigo.

Det er ifølge Ekstra Bladet særdeles godt nyt for FC Nordsjælland, der kan se frem til at score et stort millionbeløb på transferen mellem den italienske og spanske klub.

Da superligaklubben solgte Lobotka til Celta Vigo for et beløb i omegnen af 35 millioner kroner i 2017, sikrede Farum-klubben også en videresalgsklausul som en del af aftalen.

Ifølge den danske avis er FC Nordsjælland garanteret 25 procent af profitten ved et videresalg fra Celta Vigo.

Det italienske fodboldmedie Football Italia erfarer, at transfersummen ligger på cirka 150 millioner kroner og kan stige yderligere alt efter Lobotkas præstationer.

Passer grundbeløbet, vil det give FC Nordsjælland en fjerdedel af Celta Vigos profit på 115 millioner kroner – altså ryger der mindst 28,75 millioner kroner ned i klubkassen i Farum.

Ifølge Football Italia løber Lobotkas kontrakt med Napoli frem til 2024.

/ritzau/