Håndboldtræner om dansk EM-exit: Vi har kun tabt én kamp

Det danske håndboldlandshold kom til EM som regerende verdensmester og olympisk mester.

Slutrunden i Sverige, Norge og Østrig endte dog som en stor skuffelse for Danmark, da landstræner Nikolaj Jacobsens mandskab allerede er ude af turneringen efter det indledende gruppespil.

Island og Ungarn er videre på bekostning af Danmark, der indledte turneringen med et nederlag til Island, derefter fulgte en uafgjort kamp mod Ungarn, inden Rusland onsdag blev slået 31-28.

Selv om verdensmestrene nu skal hjem, vil landstræneren ikke betegne EM som en fiasko.

– Jeg gider ikke at bruge sådan nogle ord.

– Vi har tabt én håndboldkamp med et mål, og det blev vi hårdt ramt af den her gang. Vi har ikke præsteret på det niveau, vi gerne ville.

– Vi har haft en del at slås med og tabt en håndboldkamp med et mål, og så er man desværre ude, siger landstræneren til TV2.

Nikolaj Jacobsen henviser til, at de danske verdensmestre har kæmpet med en del skader i begyndelsen af EM-turneringen, hvor formatet også er ændret, så kun to i stedet for tre hold går videre fra det indledende gruppespil.

Allerede før kampen mod Rusland stod det klart, at danskerne ikke kunne gå videre fra det indledende gruppespil.

Det skyldtes, at Ungarn slog Island, og så var det afgjort, at både Island og Ungarn gik videre til mellemrunden.

– Det er klart, at med udgangspunktet før kampen var det svært. Det var en kæmpe skuffelse at vide, at vi var ude.

– Vi ville slutte ordentlig af og startede fint, men så lavede vi en hulens masse fejl. Vi fik vendt billedet i anden halvleg og viste en god indstilling, siger Nicolai Jacobsen.

Danmarks største håndboldstjerne, Mikkel Hansen, havde allerede indstillet sig på, at EM var ovre, da danskerne mandag spillede 24-24 mod Ungarn. Dermed havde de danske håndboldherrer ikke længere skæbnen i egne hænder.

– Det værst tænkelige skete, og det kunne vi ikke ændre så meget på i dag. Jeg var meget afklaret i dag og ekstremt skuffet efter kampen forleden, siger Mikkel Hansen til TV2.

/ritzau/