FC København forlænger med dansk stortalent

2020 er kun to uger gammel, men for det 18-årige FC København-talent Mohamed Daramy er det et år, der allerede har budt på flere gode nyheder.

6. januar – dagen inden hans 18-års fødselsdag – fik han dansk statsborgerskab, og onsdag aften fik han endnu mere at glæde sig over.

I forbindelse med et fanarrangement blev det offentliggjort, at han har forlænget sin kontrakt med den danske mesterklub, så den nu løber til udgangen af 2023.

Offensivspilleren med rødder i Sierra Leone har gennem sæsonen fået mere og mere spilletid for FCK, og Ståle Solbakken har da også gentagne gange lovprist sit unge og hurtige stjerneskud.

Da Daramy fik papir på sit danske statsborgerskab, fik han også overbragt en landsholdstrøje af Dansk Boldspil-Unions talentudviklingschef, Flemming Berg, fordi unionen med statsborgerskabet nu har mulighed for at udtage ham til de danske ungdomslandshold.

/ritzau/