Axelsen sender prominent veteran ud i Indonesien

Fem VM- og to OL-guld står der på Lin Dans imponerende cv, men den 36-årige kinesiske badmintonstjerne er for længst blevet overhalet af yngre kræfter på den store scene.

Blandt dem er danske Viktor Axelsen, der onsdag morgen dansk tid ekspederede veteranen ud i første runde af Indonesia Masters i to sæt.

Lin Dan er røget ned som nummer 18 på verdensranglisten og gik useedet ind til turneringen. Axelsens sejrscifre på 21-12, 21-14 vidner da også om en kamp, hvor danskeren var i kontrol det meste af vejen.

Da han i første sæt vandt seks bolde på stribe og forvandlede 10-8 til 16-8, var kursen udstukket, og mønsteret gentog sig i andet sæt, der kun var jævnbyrdigt i starten.

Axelsen har vist fin form i begyndelsen af året og var så sent som i søndags i finalen i Malaysia Masters.

I anden runde møder han indoneseren Shesar Hiren Rhustavito, der er nummer 19 i verden.

Dagens måske største danske bedrift i Jakarta finder man dog i damesingle, hvor Line Kjærsfeldt gjorde det af med verdensranglistens nummer et, Chen Yu Fei fra Kina.

Kineseren kom ellers lige fra en turneringssejr i Malaysia, hvor hun på vej mod triumfen slog netop Kjærsfeldt i første runde.

Men danskeren, der er rangeret som nummer 21 i verden, tog revanche og snuppede sejren i to sæt med cifrene 21-18 og 21-14.

Modstanderen i anden runde bliver på papiret mere overkommelig. Her venter Beiwen Zhang fra USA, som er rangeret som nummer 35.

Flere danske herresingler, Rasmus Gemke, Jan Ø. Jørgensen og Anders Antonsen skal også i aktion i første runde. Det sker senere onsdag.

Indonesia Masters er en såkaldt Super 500-turnering og rangerer dermed på fjerde niveau på badmintonelitens World Tour.

/ritzau/