Afrikansk fodboldmesterskab rykker tilbage til vintertermin

Den næste udgave af det afrikanske fodboldmesterskab, Africa Cup of Nations, rykker tilbage til sin tidligere termin og spilles i januar og februar i 2021.

Det bekræfter Camerouns Fodboldforbund på Twitter.

– 2021-udgaven af Africa Cup of Nations bliver spillet i Cameroun fra 9. januar til 6. februar 2021. Datoerne er blevet ændret af metrologiske årsager, skriver forbundet.

Det har for vane at regne kraftigt i store dele af Cameroun i perioden mellem april og oktober, mens det sædvanligvis holder mere tørt i perioden mellem december og februar.

Ifølge AFP er metrologer, spillere og trænere taget med på råd, før flytningen er blevet vedtaget.

Dermed kommer mesterskabet igen til at genere de største europæiske klubber, som må afgive deres afrikanske spillere midt i en sæson.

Der så ellers ud til at være gjort op med den problematik, da turneringen blev rykket til om sommeren fra 2019-udgaven, hvor mesterskabet blev afholdt i juni og juli i Egypten med Algeriet som turneringsvindere.

Cameroun skulle have været vært for 2019-mesterskabet, men blev året inden frataget værtskabet på grund af forsinkelse i forberedelserne og bekymringer for sikkerheden omkring mesterskabet.

Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) vil formentlig glæde sig over, at Africa Cup of Nations i 2021 skal spilles om vinteren, så det ikke karambolerer med afviklingen af Fifas nye udgave af VM for klubhold, der fra 2021 skal afvikles hvert fjerde år med 24 deltagende klubber.

/ritzau/