Røg fra bushbrande aflyser træninger forud for Australian Open

Alexander Zverev og David Goffin måtte tirsdag morgen droppe deres træninger på grund af dårlig luftkvalitet.

Sundhedsskadelig luftforurening fra omfattende bushbrande har tirsdag tvunget flere spillere til at sætte deres træning på pause forud for årets første grand slam-turnering, Australian Open.

Første skulle Alexander Zverev og David Goffin have trænet på et anlæg i Melbourne Park efterfulgt af verdens nummer et Rafael Nadal.

Også Stefanos Tsitsipas, Cori Gauff og Karolína Plísková havde booket træningsbaner forud for turneringen, der begynder på mandag.

– Træningen blev midlertidigt suspenderet i morges på grund af dårlig luftkvalitet, oplyser arrangørerne bag tennisturneringen i en meddelelse.

Det tilføjes, at der udelukkende er tale om træninger, og at kvalifikationskampe fortsat bliver gennemført.

– Forholdene på stedet forbedres og overvåges konstant, oplyser arrangørerne.

/ritzau/AFP