Magnus Landin skal testes tirsdag før Rusland-møde

Håndboldlandstræner Nikolaj Jacobsen kan få tiltrængt hjælp til venstrefløjen, hvis Magnus Landin får grønt lys til at spille onsdagens potentielt afgørende kamp mod Rusland.

Tirsdag aften bliver han testet, når de danske håndboldherrer træner i Baltiska Hallen i Malmø.

– Vi tester ham i dag (tirsdag, red.). Så ser vi, hvordan testen falder ud. Selvfølgelig har vi et håb om, at han kan deltage. Ellers havde vi sendt ham hjem, siger Nikolaj Jacobsen.

Jacobsen kan stadig gøre brug af en udskiftning i det indledende gruppespil. Mandag foretog han den første af to udskiftninger, da han skiftede Morten Olsen ind i stedet for Jacob Holm.

Han har tænkt sig at vente til onsdag morgen med at træffe den endelige beslutning om, hvordan truppen skal se ud mod Rusland.

Selv er Magnus Landin endnu ikke helt sikker på, hvor han står i forhold til at deltage i onsdagens kamp.

– Det er svært at sige. Men jeg synes, at jeg har en god fornemmelse. Det må træningen vise, siger fløjspilleren.

Lasse Svan har ligesom Magnus Landin siddet ude med en skade i Danmarks første to kampe.

/ritzau/