FAKTA: Barcelona-trænere i dette årtusind

Quique Setien blev mandag aften præsenteret som FC Barcelonas nye træner efter fyringen af Ernesto Valverde.

Herunder kan du læse om de 11 trænere, der har ledet det catalanske storhold siden årtusindskiftet.

Januar 2020 -?: Quique Setien. Den 61-årige tidligere spanske landsholdsspiller med det borgerlige navn Enrique Setien Solar har tidligere stået i spidsen for Real Betis og Las Palmas.

Maj 2017 – januar 2020: Ernesto Valverde. Den tidligere Athletic Bilbao-træner og -spiller vandt La Liga i begge sine sæsoner for FC Barcelona og afleverede klubben på en førsteplads inden fyringen. Valverde blev dog kritiseret for sin spillestil.

Maj 2014 – maj 2017: Luis Enrique. Den 49-årige tidligere Barcelona-spiller vandt La Liga to gange, den spanske pokalturnering tre gange og Champions League en enkelt gang, inden han lod sin kontrakt løbe ud.

Juli 2013 – maj 2014: Gerardo Martino. Argentineren blev fyret efter en sæson, hvor den spanske super cup blev eneste trofæ.

Juni 2012 – juli 2013: Tito Vilanova. Den spanske assistenttræner blev forfremmet til cheftræner og vandt La Liga. Grundet en kræftsygdom, der senere kostede ham livet, måtte han trække sig.

Juni 2008 – juni 2012: Pep Guardiola. Den tidligere midtbanegeneral i klubben blev forfremmet fra rollen som assistenttræner. Han vandt både Champions League, den spanske pokalturnering og La Liga (the treble) i sin første sæson og endte med at vinde 14 turneringer med Barcelona, der spillede med revolutionerende meget boldbesiddelse.

Juni 2003 – juni 2008: Frank Rijkaard. Den 57-årige hollænder vandt “the treble” i 2006 anført af Ronaldinho og Carles Puyol. I 2008 blev han fyret efter en trofæløs sæson.

Februar 2003 – juni 2003: Radomir Antic. Den serbiske træner overtog Barcelona på 15.-pladsen og fik holdet op på sjettepladsen. Den nye præsident Joan Laporte fyrede ham i sommeren 2003.

Maj 2002 – januar 2003: Louis van Gaal. Hollænderen overtog tøjlerne for anden gang i sin trænerkarriere. Van Gaal blev fyret, da klubben kun var tre point over nedrykningsstregen.

April 2001 – maj 2002: Carles Rexach. For fjerde gang tog assistenttræneren over – denne gang for den fyrede Llorenc Serra Ferrer. Rexach med Rivaldo på holdet kvalificerede Barcelona to gange til Champions League.

Maj 2000 – april 2001: Llorenc Serra Ferrer. Barcelonas nye præsident, Joan Gaspart, udpegede Ferrer som ny træner. Ferrer blev fyret, da klubben var 17 point efter Real Madrid på førstepladsen.

Maj 1997 – maj 2000: Louis van Gaal. Hollænderens første periode i klubben endte med to mesterskaber og en pokaltitel. Van Gaal blev fyret, da klubben tabte mesterskabet til Deportivo La Coruña.

Kilde: Fcbarcleona.com

/ritzau/