Irriteret Jacobsen: Vi var påvirket af kampens betydning

Nerverne spillede ind, da det danske herrelandshold i håndbold skuffede på ny i mandagens vigtige EM-kamp mod Ungarn.

Derfor endte opgøret 24-24 til frustration for landstræner Nikolaj Jacobsen, hvis mandskab nu ikke længere selv har EM-skæbnen i egne hænder.

– Jeg tror, at man kunne se kampens betydning på vores spil. Det blev nervøst, og vi lavede mange fejl. Vi var ikke konsekvente, selv om vi spillede os til mange chancer. Især i første halvleg. Vi leverede ikke som hold, siger Jacobsen til TV2.

Efter at have været bagud i det meste af kampen tog hans spillere føringen for første gang i slutfasen, men så spillede nerverne igen ind, og i de døende sekunder havde Ungarn muligheden for at vinde på kampens sidste angreb og sende Danmark ud af turneringen.

Så galt gik det dog ikke for de forsvarende verdensmestre, men Danmark er stadig i overhængende fare for et chokexit allerede efter det indledende gruppespil. Den første gruppekamp blev tabt til Island.

Hvis Danmark skal gå videre, kræver det, at Ungarn taber til Island, mens Danmark skal vinde over Rusland – og hvis Ungarns nederlag kun er på et mål, skal Danmarks sejr være på mindst to mål. Begge kampe spilles onsdag.

Niklas Landin medgiver, at Danmark er havnet i en skidt situation.

– Nu bliver det svært at gå videre, men lige nu er det kampen i aften, der fylder, siger den tydeligt skuffede målmand til TV2.

/ritzau/