Dansk indsats skuffer Landin: Vi kan takke os selv

Ifølge Niklas Landin virkede de danske håndboldherrer klar til kampen, men det kom ikke til udtryk på banen.

De forsvarende danske OL- og verdensmestre skuffede igen ved EM i håndbold, da det mandag aften blev 24-24 mod Ungarn.

Landsholdsmålmand Niklas Landin havde ellers en god fornemmelse inden kampen, men den holdt ikke stik.

– Det er et fantastisk hold, når det hele kører inde på banen. I dag (mandag, red.) kørte det ikke, men jeg havde egentlig en pissegod følelse, da vi tog ud til kampen. Man kunne se i øjnene, at folk var klar, men det var noget andet, vi beviste.

– Vi kan nok mest takke os selv for, at vi spiller uafgjort. Og ikke dem (Ungarn, red.), siger Niklas Landin.

Han mener ikke, at Danmark er tynget af det store forventningspres, der ligger på holdet efter de seneste års store resultater.

– Sidste år (ved VM, red.) tror jeg, vi var endnu større favoritter. Jeg tror aldrig, at vi ikke går ind til en turnering uden at være pressede. På den måde er det ikke noget nyt for os.

– Jeg synes, at vi har vist mange gange, at vi lever fint under pres og kan afgøre kampe, når det måske ikke lige kører for os.

– Der var bare for mange, der ikke ramte dagen, og det er selvfølgelig katastrofalt, når man spiller for at gå videre i en EM-turnering, lyder det fra Landin.

Efter et nederlag i åbningskampen til Island var danskerne presset til at besejre Ungarn, hvis de skulle have skæbnen i egne hænder.

Det uafgjorte resultat holder liv i det danske håb om avancement til mellemrunden, men det kræver foruden en dansk sejr over Rusland en islandsk sejr over Ungarn i de sidste gruppekampe onsdag.

Men det ene point er knap nok et plaster på såret, mener Landin.

– Vi ved ikke, om vi kan bruge det ene point til noget. Med nul point havde vi været ude, så på den måde lever håbet stadig. Så skal vi håbe på en lille hjælpende hånd og selv gøre arbejdet mod Rusland.

– Vi skal hjem på hotellet og snakke nogle ting igennem, som vi også startede på her i omklædningsrummet, konstaterer Niklas Landin.

/ritzau/