Danske badmintonhåb ryger ud før finalen i China Open

Rasmus Gemke tabte semifinale til Kento Momota, mens Anders Antonsen blev fældet af Tien Chen Chou.

Badmintonspillerne Rasmus Gemke og Anders Antonsen missede lørdag en plads i finalen ved Fuzhou China Open.

Først måtte 22-årige Gemke se sig besejret af den japanske verdensetter Kento Momota.

Den japanske storfavorit vandt med 21-19, 21-8 og er nu ubesejret i foreløbig tre kampe mod danskeren.

I den anden semifinale blev Gemkes gode ven Anders Antonsen ekspederet ud ad turneringen med et nederlag 10-21, 12-21 til verdensranglistens nummer to, Tien Chen Chou, fra Taiwan.

Ingen af de to Aarhus-spillere var for alvor tæt på at booke en plads i finalen.

Rasmus Gemke åbnede stærkt mod Momota, der blev sendt rundt på halgulvet i Fuzhou. Danskeren smashede, når muligheden bød sig, og der blev også leveret finter i verdensklasse.

Gemke bragte sig foran 7-3, og selv om Momota fik kontakt, så trak danskeren igen fra og kom på 12-7. Foran 18-12 begyndte det at krakelere for Gemke, der tabte otte af de næste ni dueller.

Andet sæt blev en knapt så spændende affære, da Rasmus Gemke tilsyneladende fik problemer med sit højre ben, så han ikke kunne bevæge sig frit.

Momota kunne derfor uden det store besvær køre sættet, sejren og finalepladsen hjem.

Anders Antonsen kom til gengæld hurtigt i problemer i sit nederlag til Tien Chen Chou. Foran 7-6 i første sæt trak Chou fra og udbyggede føringen til 12-6, hvilket Antonsen ikke formåede at svare igen på.

Andet sæt mindede meget om det første, og spilleren fra Taiwan vandt sikkert.

/ritzau/