Foto: Jacob Jepsen

Arbejdet er frivilligt og ulønnet – til gengæld får du ‘en oplevelse for livet’

Vi nærmer os højsæsonen for fortumlede dyreunger, der ikke er helt sikre i trafikken. I de kommende uger og måneder tager årets rålam de første vaklende skridt, der kommer liv i fuglerederne, og små pindsvineunger forlader hulerne og går på opdagelse.

Og så kommer de måske til at gå ud på en vej – eller flyve lidt for lavt over en vej. Og så risikerer de ligesom alle os andre at få et gok i nødden.

Et skadet dyr trækker sig i skjul, hvis det kan.

– Musvåger, der er påkørt, hopper ind i tykningen og dør af sult, hvis de ikke bliver fundet. Kommer de i vildtpleje, tager det to dage eller en uge, så er de flyveklare igen, siger dyrlæge Carsten Andersen fra Aakirkeby Dyreklinik.

Han har tidligere været en del af den gruppe, der tog sig af vildtpleje på Bornholm og fortæller, at arbejdet som vildtplejer varierer meget.

– Der kan gå måneder, hvor der ingenting er, andre perioder er der måske to eller tre dyr i pleje. I de perioder kan man få travlt, siger Carsten Andersen.

 

Frivilligt

Arbejdet som vildtplejer er frivilligt og ulønnet, men der gives tilskud til kørsel, og udgifter til foder refunderes.

Dyrenes Beskyttelses vildtplejestationer tager sig hvert år af mange og meget forskellige dyrearter. Af de ca. 150 arter, som har været omkring stationerne, er nogle af de mere hyppige gråænder, pindsvin, knopsvaner, musvåger, tårnfalke, natugler, duer og egern.

 

Superfed oplevelse

Kredsformand Toni Lykke Christiansen fra Dyrenes Beskyttelse tilføjer at arbejdet som vildtplejer er meget fysisk.

– Det er ikke en nem opgave. Man skal ikke være bange for at få beskidte fingre, siger hun. En stor del af arbejdet består nemlig i at rengøre og vedligeholde vildtplejestationen. Derudover skal man føre løbende tilsyn og fodre dyrene morgen og aften.

Dyrenes Beskyttelse sørger for oplæring og løbende kurser, men stiller også en række krav til de frivillige vildtplejere. Det er både praktiske krav og forventninger til vildtplejerens dømmekraft. Blandt andet skal man som vildtplejer være i besiddelse af ”et realistisk syn på hvad der er bedst for dyret”, og man skal have bil, så man kan komme frem til vildtplejestationen på Bjergebakkevejen ved Vestermarie.

Får man tjansen, er man til gengæld sikret en oplevelse for livet, siger Carsten Andersen fra Aakirkeby Dyreklinik.

– Oplevelsen af at se et dyr ankomme fra kanten af dødens rige til at blive et smukt dyr på en uge er fantastisk. Det er en superfed fornemmelse at slippe et vildt dyr løs i naturen.