Sommer med nærhed, naturoplevelser og hygge i små fællesskaber

Mandag aften i denne uge skal jeg sent glemme – på Facebook var der en, der sammenlignede aftenen med 11. september . Det kan nok i virkeligheden ikke sammenlignes, men jeg forstod bestemt hvad hun mente.

Mandag aften, det var den aften hvor man sad og så pressemøde med statsministeren – og sommeren pludselig forsvandt. Nej, selvfølgelig forsvandt sommeren ikke, jeg er sikker på, at det bliver sommer i år, og den bliver garanteret også hyggelig og dejlig – men den bliver bestemt også anderledes.

Sommeren 2020 kan ende med at blive en sommer, der ikke huskes for de store koncertoplevelser og forskellige fantastiske festivaler, men i stedet bliver den forhåbentlig husket for nærhed, naturoplevelser, intimitet og hygge i små fællesskaber – det er måske ikke skidt endda for os mennesker at opleve, at det også er en måde at samles på. Selvom det ikke var det scenarie, der stod øverst på ønskelisten, mår man er leder af Svanekegaarden.

 

Hverdagen

Bornholms Tidende har bedt Mie Hjort fra kulturhuset Svanekegaarden om at sætte ord på den nye hverdag under coronakrisen.

 

Tirsdag aften i denne uge faldt der en sten fra mit både mit private og mit lederhjerte – og den var stor. Endelig blev der lavet en aftale, så Svanekegaarden og andre institutioner kan søge i hjælpepakkerne på lige fod med andre virksomheder. Kulturministeren udtalte: ”For kulturinstitutionerne og hele Kulturdanmark er det så utrolig vigtigt, at vi holder hånden under alle de museer, teatre og mange andre kulturinstitutioner. Institutioner, der får over 50 pct. i offentligt tilskud i lighed med andre organisationer, skal have adgang til de generelle hjælpepakker for lønkompensation og kompensation for faste udgifter.”

Det betyder meget, at så mange politiske partier pludselig kan se, at kulturen har en stor betydning – man kan jo undre sig over, hvorfor det så ikke skete tidligere, men nu er det påske og det er de positive tanker, der tæller.

Nu tør man, trods alt, tænke lidt fremad, overveje hvordan vi kan arrangere os så udstillingen kan åbne, måske kunne vi afholde små koncerter med stor afstand mellem publikum, et lille foredrag i ny og næ kunne absolut være hyggeligt.

Hov for resten, der var vist også et Svanekeblad der skulle laves, til og med nummer 100, det skulle have været udkommet nu, men på grund af denne mærkelige verden vi lever i lige nu, valgte vi at udskyde det – men nu satser vi på, at overskuddet er der til at til at lave et spændende blad.

Men til at starte med vil jeg prøve at holde påskeferie – det har jeg ikke prøvet i mange år, og med de førnævnte positive briller på, så er det jo ikke så dårligt.

Så god påske til alle, husk at holde afstand, at vaske hænder, og spritte af, måske både indvendigt og udvendigt og vær sammen – hver for sig.