Artiklens forfatter foran drivhuset på matriklen ved Præstedammen. Der er masser af opgaver både i drivhus, have og hus. Men det er som om energien og fysikken ikke rækker til lysten. Foto: Selfie

Det var så den sommer – ensom men ikke forladt

Var statsministerens melding om delvis åbning af samfundet efter Påske en overraskelse? Næh!

Var det uventet, at vi gamle og svagelige kan se en sommer i møde i yderligere isolation og for nogens vedkommende ensomhed? Næh, det var vel også ventet, selv om jeg hører til dem, der satte næsen op efter, at min nu en måned lange isolation skulle ophæves om en måned eller to. Men altså inden sommeren for alvor indtager Bornholm.

Jeg misunder ikke statsministeren for de svære beslutninger, hun må være med til at tage og stå på mål for. Indtil nu har hun opnået en fantastisk opbakning i befolkningen.

Og hidtil har langt størsteparten af politikerne på Christiansborg bakket op om de svære beslutninger. Men nu rasles der med sablerne, og dele af pressen hungrer efter historier med uenighed.

 

Hverdagen

Bornholms Tidende har bedt vinhandler og tidligere chefredaktør på dagbladet Bornholmeren Søren Wolff om at sætte ord på den nye hverdag under coronakrisen.

 

En samlingsregering?

Jeg tror desværre, at der er politikere uden for regeringen, der vil puste til ilden og bidrage til mistillid i befolkningen. Men jeg håber, at de gamle, ansvarlige partier fortsat vil stå bag de beslutninger, som er nødvendige. Der findes ingen lærebog, der kan fortælle politikerne, hvad der er rigtigt i denne vanskelige situation. Så politikerne må holde sig til embedsmændene, kombineret med sund fornuft.

Det kunne måske styrke beslutningskraften, hvis man overvejer at lave en samlingsregering.

Blandt beslutningerne for den langsomme genåbning af det danske samfund er også en opfordring til os gamle om at holde os væk fra samfundet de næste måneder. Formentlig helt frem til det tidlige efterår.

Og det må vi tage på os og klare, selv om det bliver svært. Og underligt. Men vi ved jo, at det er for vores egen skyld, og selv om jeg er en gammel starut, så har jeg da ikke noget ønske eller planer om at forlade livet sådan lige med et første.

Vil gerne bidrage med telefonsamtaler

For at klare det vil jeg tro, at der bliver behov for endnu mere kontakt via telefoner og nok også Internet, så de mange, der sidder alene tilbage uden de store kontaktflader, ikke bliver tabt i denne svære tid. Telefonstjerner og andre lignende tiltag bliver der brug for. Jeg har allerede meldt mig til Røde Kors hjælpetjeneste. Det eneste jeg kan bidrage med er telefonsamtaler. Men ingen har endnu henvendt sig.

Der findes allerede på Facebook en gruppe af mennesker, der gerne vil hjælpe stort set med hvad som helst. Foruden Røde Kors har forskellige sygdomsforeninger også organiseret telefonkontakter.

Jeg er så heldig, at der er masser af ting, jeg kan gøre både i hus og have. Men min energi er ikke helt på toppen og min fysiske formåen kunne være bedre. Netop som jeg gik i isolation for en måned siden blev et nyt genoptræningsforløb på Sønderbo desværre, men forståeligt nok aflyst. Jeg er ikke god til at tage mig selv i nakken og lave øvelser. Men til gengæld går jeg lange ture, der er gode for min fysiske tilstand. Kan jeg mærke. Og så får jeg frisk luft og er god til at vige udenom de få andre mennesker, jeg møder. Jeg har gode venner, der med et smil på læben hjælper mig med de nødvendige indkøb.

Kysse- og krammetørke

Det er klart, at man indimellem føler sig ensom. Men ikke forladt. Venner står i kø for at hjælpe og snakke , og mine børn er ofte i telefonen.

Det værste ved hele denne coronakrise er, at man som et socialt “dyr” med flokmentalitet har svært ved at undvære den fysiske kontakt med andre. Pludselig finder man ud af, hvad et håndtryk, et kram for slet ikke at tale om et kys betyder. På det område er der absolut tørke her på matriklen – og også når jeg forlader den.