Foto: Region Hovedstaden

Nye p-pladser til bornholmske patienter på Rigshospitalet

Nu bliver det nemmere at parkere ved Rigshospitalet for bornholmske patienter, der selv tager bilen til København. Det kan næstformand i sundhedsudvalget og regionsrådsmedlem Leila Lindén fortælle til avisen. Hun har reageret på en henvendelse fra en cancerpatient, der var træt af, at hun ikke kunne parkere i nærheden af hospitalet, når hun skulle til København for at modtage sin regelmæssige strålebehandling.

– Hun havde valgt selv at køre til behandling, og havde måtte blive i sin bil på færgen, for at undgå coronasmitte på grund af svækket immunforsvar. Hun havde svært ved at finde parkering ved hospitalet, men fik at vide, at hun kunne parkere gratis et stykke vej fra hospitalet, og så tage bus eller metro det sidste stykke. Det er jo skørt, når hun netop ville undgå at komme i kontakt med for mange mennesker, siger Leila Lindén.

– Det syntes jeg ikke, kunne være rigtigt, så jeg tog kontakt til hospitalsdirektøren Per Christiansen, som jeg har et tæt samarbejde med, og han meddelte mig i en mail, at han vil gå i gang med kigge på parkeringsmuligheder for bornholmere straks efter påske, siger Leila Lindén.

Per Christiansen bekræfter i en sms til Bornholms Tidende at han vil se på mulighederne tirsdag efter påske, men kan ikke sige endnu, om der bliver tale etablering af specifikke pladser for bornholmere, eller om det bliver en løsning med særlige parkeringstilladelser.

I øvrigt bliver der på Rigshospitalets anmodning ikke foretaget parkeringskontrol på de omkringliggende veje i øjeblikket. Så hvis man som bornholmer skal på Riget kan man frit parkere på eksempelvis Edel Saunthes Vej.